Ung mand tiltalt for narko: Fremtiden er usikker

Fire år efter, at M blev sigtet for besiddelse af narkotika, skal hans skæbne afgøres. En plet på straffeattesten vil få store konsekvenser for hans fremtid. 

Af William Romvig

M er kun 20, da han torsdag d. 5. marts 2021 er passager i en bil på Langelandsgade. Lidt før klokken 19 bliver bilen stoppet af politiet. Den er stjålet.  

“Ved standsning lugter det af hash. Det er tydeligt at de er nervøse ved vores tilstedeværelse” forklarer en af betjentene, da han vidner i retten. 

M sidder på passagersædet, og under ham finder betjentene flere poser med forskellige former for euforiserende stoffer. Han sigtes både for brugstyveri af bilen, og for narkoen under sædet. Føreren af bilen bliver også sigtet, men den frafalder kort tid efter. 

Fire år efter at det hele fandt sted, er sagen kommet for retten. M er tiltalt for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. D. 19. marts skal det afgøres, om han er skyldig. Sigtelsen for brugstyveri af bilen er frafaldet.  

Intet kendskab til bil eller stoffer

Solen skinner udenfor, og de to store vinduespartier der flankerer retssal 4 i Aarhus Byret, lukker de varme stråler ind. Rummet nærmer sig saunatemperatur. 

M kommer ind i salen ti minutter før sagen går i gang. Han har blå jeans på, en grøn sweater, og slidte Adidas-sko. Han sveder, og søger øjenkontakt med de få der sidder på tilhørerrækkerne.  

Han sætter sig ved siden af sin forsvarer, og tripper med benene. De småsnakker, og udveksler kort et grin, inden dommeren træder ind, og sagen går i gang. 

Anklageren læser anklageskriftet højt, og spørger M om han erkender forholdet, eller nægter sig skyldig. M ryster på hovedet, og nægter sig skyldig.  

“Hvordan kender du føreren af bilen?”, spørger anklageren. 

“Jeg kender ham ikke”, svarer M. 

“Du lod ikke mærke til, hvad der lå i bilen?”, spørger anklageren. 

“Nej, det har jeg ikke tænkt over”, lyder Ms svar. 

Store mængder narko og kontanter

Anklageren har indkaldt den ene af de betjente, der var til stede, da bilen med M som passager blev stoppet i 2021. Under passagersædet hvor M sidder, finder betjentene 230 gram hash, 5,2 gram ecstasy og 10,13 gram kokain. 

“Vi finder hurtigt flere poser, som overhovedet ikke er godt gemt. Det ligger primært under højre forsæde, sammen med flere Wunderbaums”, fortæller betjenten. 

De finder også 6.052 kr. på Ms person. M fortæller, at de skulle bruges til en lejlighed. 

“Havde du indgået en lejekontrakt?”, spørger anklageren. 

“Nej, det havde jeg ikke. Jeg bor stadig hjemme”, svarer M. 

Da politiet anholder M, beslaglægger de også hans telefon. På den finder de flere beskeder, som anklageren læser højt. I dem bliver der brugt slang som “sne” (kokain), “brun” (hash), “noller” (hash), mens der også bliver skrevet om kunder, og hvor meget man kan få for forskellige beløb. 

Forsvareren er ikke enig i anklagerens vurdering om, at beskederne viser at M er indblandet i narkohandel. 

“Korrespondancen er ikke dateret, og der er hverken DNA eller fingeraftryk, der forbinder min klient til stofferne”, siger han. 

Store konsekvenser

Dommeren træder ind igen efter voteringen, og salen rejser sig op.  

“Thi kendes for ret. Tiltalte M, kendes skyldig, og idømmes tre måneders betinget fængsel”, lyder dommen. 

M forsvinder hurtigt ud af salen med sin forsvarer for at diskutere, om de skal anke dommen. Lærepladsen han ellers var sikret, kræver en ren straffeattest. Den hænger nu i en tynd tråd.